Lidt historie om Kirken i Ørestad
Islands Brygges Sogn fik i 2016 ved en ændring af sognegrænsen tillagt de to bydele Ørestad Syd og Ørestad City, så alle Ørestads fire bydele ligger i sognet. Lovgivning om Ørestad blev vedtaget af Folketinget i 1992. I 2004 var de første beboelsesejendomme opført, og de nye indbyggere begyndte at flytte ind. Nogle kom til at bo i Solvang Sogn, og nogle – i byggerierne bag universitetet – kom til at bo i Islands Brygges Sogn. Sognegrænsen blev ændret i 2016, og cirka 7.700 indbyggere flyttede sogn. Deres adresser blev tilført Islands Brygges Sogn rent administrativt, så sognet pr. den 1. september 2016 havde 23.677 indbyggere.
Islands Brygges Sogns Menighedsråd har reserveret en grund til opførelse af en ny kirke i Ørestad. Men da en ny kirke først kan forventes færdig om adskillige år, så viste det sig i 2017 muligt at leje et lokale i Ørestad Syd til oprettelse af en midlertidig kirke. Den har fået navnet Kirken i Ørestad og ligger i bygningen 8-tallet på adressen Robert Jacobsens Vej 72 B, st., og den blev 2. søndag efter påske den 15. april 2018 indviet af biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen. Kirken i Ørestad ligger i lejede forretnings-/kontorlokaler og er indrettet, så man ser de rå betonvægge. Det er med til at give en fornemmelse af et kirkerum, som i indretning og inventar synes at passe i omgivelserne i et markant byggeri i bydelen Ørestad, som nærmest dagligt synes af få opført nye byggerier, en stor del i beton. En bydel er ved at blive skabt, og det er kirken også.
Kirken i Ørestad har som instrument ikke et orgel men et Steinway & Sons flygel fra 1925, som kirken første kirkemusiker Ebbe Stadel Nielsen (1959-2021) fik formidlet, at menighedsrådet kunne anskaffe, da man i kirkelokalet ikke fandt plads til et orgel. Allerede måneder inden indvielsen af kirken sørgede Ebbe for, at flygelet var sat i stand og sat på plads. Det meget store kors var da også opsat på en væg i kirkerummet. Korset er fra Enghave Kirke på Vesterbro. Enhave Kirke blev bygget om i 2018 og skulle ikke længere bruge korset, som udgjorde kirkens altertavle. Der er købt et maleri af kunstneren Arne Haugen Sørensen, som er ophængt som altertavle i Kirken i Ørestad. Desuden har kunstneren Caroline Krabbe udlånt malerier, som er ophængt i andre af kirkens lokaler. Arkitekt Gitte Hoff har bistået menighedsrådet med indretningen, og kirken har både fået alter, dåbefont, lysglobe og møbler, som kan matche lokalerne. Gitte Hoff har tegnet en indretning af rummene, fundet møbler og også tegnet det, som ikke kunne indkøbes som lagerførte varer.
Kirken i Ørestad har gudstjeneste hver søndag kl. 11.00, og der afholdes også andre kirkelige handlinger, dog er det ikke muligt at holde begravelse eller bisættelse i kirken. Der vil sognets anden kirke stå til rådighed.
Ved indvielsen af Kirken i Ørestad den 15. april 2018 var det første gang siden 1989, at der blev indviet en ny kirke i Københavns Stift. Dengang var det Skelgårdskirken i Tårnby Kommune. Skelgårds Sogn er nabosogn til Islands Brygges sogn, så når man går ud af Kirken i Ørestad, kan man se ud over fælleden og dermed ind i det sogn, som tidligere var sidste sted i Københavns Stift, hvor en ny kirke blev indviet.
Det er tydeligt for alle at se, at der fortsat bygges både i bydelen Ørestad og i bydelen Islands Brygge, så måned for måned får sognet flere indbyggere.
Islands Brygges Sogn havde pr. 1. januar 2021 et indbyggertal på 34.988.